Tegning har altid været min måde at forstå verden omkring mig. Jeg bruger mine egne erfaringer og oplevelser med mennesker i genkendelige livssituationer.
Jeg er vild med historiefortælling gennem enkle illustrationer ved brug af tusch eller/og grafisk tryk. Jeg er interesseret i fejl og det, der er svært at sætte ord på. Det kan være alt fra hverdagstabuer til samfundstendenser og følelser, der ikke er “fine i kanten”.
For mig er fejl dét, som vi ikke burde have gjort men gjorde alligevel. Det er alt dét, som ikke gik som forventet. I opposition til korrekt; det uperfekte eller pinlige. Jeg kan godt lide at stikke fingeren i fejlen og konfrontere angsten for at skille sig ud.
Tegningerne opstår ud fra min lyst til at vise den korte afstand, der kan være mellem det groteske og det smukke, det synlige og det usynlige, det morsomme og det sørgelige, det ensomme og det fælles.
Igennem mine tegninger forsøger jeg at give fejlen en chance og få dét frem, som vi tit er stille omkring.